ALT OM BABYSVØMNING I ESBJERG

Tekst: Babyinstruktør Hans Sørensen


PRAKTISKE OPLYSNINGE
Babysvømning i Svømmestadion Danmark drives af West•Swim Esbjerg Een voksen skal være i vandet sammen med barnet, men det er kun barnet som registres som medlem i den administrerende svømmeklub West•Swim Esbjerg. Der udstedes et adgangskort til babysvømning til den dag i ugen man har tilmeldt sig. Ønsker man i en sæson at gå til babysvømning en anden ugedag, kan man sende os en mail på klubhus(a)westwim.dk eller 3020 6115

BABYSVØMNING I ESBJERG
I Esbjerg tilbyder vi de bedste faciliteter til babysvømning i Svømmestadions varmtvandsbassin, som i undervisningstiden er lukket for anden publikum. Ved jeres første besøg til babysvømning vil I få individuel undervisning af en instruktør om de grundlæggende øvelser ved babysvømning. Der vil som regel være 2 instruktører i vandet, der løbende udvider med nye øvelser, afhængig af barnets alder. Senere tages der fat på selvredning med dykning fra forælder til kant eller medie.

Prisen for babysvømning gælder for barn og 1 voksen i henhold til skriftlig aftale med Svømmestadion Danmark. Ønskes mere end 1 person med baby at komme ind til babysvømning, kan der, mod forevisning af gyldig babysvømningskort, købes max 2 indgangskort, pris kr. 35.00. Der kan med fordel købes 5-turskort til kr. 125.00.

Alder: 0 til 3 år
Temperatur: 34 grader
Vanddybde: 1,17 m

RESPEKT FOR VANDET

Babysvømning indbyder til vandlege og det tilvænner barnet til vandglæde, som et yderst vigtigt element. Vand er jo et herligt element at lege i. Langt de fleste børn elsker at plaske i vand, og hvorfor så ikke udnytte det med fordel?

VANDSKRÆK
Ingen børn er født vandskrække. Vandskræk påføres af voksne, og går i arv. Eller hvis barnet har været udsat for en paniksituation i vand. Alle børn er født vandglade og elsker at plaske og tumle i vand. Vi ser undertiden til babysvømning, at nogle børn i begyndelsen ikke plasker og jubler ved de første besøg, men man må huske, at den lille baby jo også er en ny lille personlighed, og børn reagerer vidt forskelligt på nye indtryk. Det er noget nyt, man lige skal vænne sig til: Nye lugte, lyde, smagen på klorvand, neonlys, vand over hele kroppen, og så et "kæmpestort badekar" i Svømmestadion Danmark med mange nye ansigter omkring sig. Det er helt andre berøringer på kroppen, end det der foregår i vuggen eller ved puslebordet derhjemme: "Jamen, hvad er det alt sammen for noget," - tænker det lille barn i stille forundring!

Nogle børn undrer sig meget over de hundredvis af nye indtryk. Forældre skal bare give sig god tid, for lige pludselig jubler og spræller den lille af begejstring fra samme øjeblik de øjner døren ind til Svømmestadion. Når børnene er hen ved 3 måneder gamle, er de utroligt aktive i vandet og vil pludre, juble og plaske med arme og ben. En herlig måde at få sund vandgymnastik på, hvilket alle forældre synes er en god sag at gøre for deres barn. Den megen motion får de fleste børn til at sove lidt længere den dag.

FORBEDELSE DERHJEMME INDEN BABYSVØMNING

Det er en god ting at tilvænne sit barn med vand over hovedet med enten bløde stråler fra bruseren eller fra en vandkande. Det kan man sagtens øve sig med derhjemme i badekarret. Fortæl barnet med et smil, at "nu kommer der vand!" Selvom de ikke forstår ordene, forstår selv nyfødte børn signalet, og man kan ligefrem betragte de næste gange, at babyen lukker øjnene og forstår! Når I møder til babysvømning bør barnet være i godt humør. Er barnet sur, er tidspunktet måske ikke det rigtige netop den dag.

Man må aldrig lade svømningen vare længere, end barnet er friskt til. Det skal helst være en god oplevelse hver gang for babyen. Det er de positive oplevelser, barnet gerne må huske. Bliver babyen utilfreds, kan de kun fortælle det med gråd. Enten holder man en lille pause i svømningen med en tår modermælk, eller også bør man slutte babysvømningen den dag - med bedre held næste gang.

DYKNING MED SIT BARN

Vi møder forældre, der har det skidt med, at deres barn får hovedet under vand. Ja, de føler ligefrem i nogle tilfælde, at de er ubarmhjertige og drukner deres barn. Blot tanken kan virke skræmmende for nogle. Navnlig hvis én af forældrene lider af vandskræk, men med lidt hjælp fra vore instruktører plejer de fleste, at få denne lille sag håndteret på en god måde. Tryk på "video" og se et lille videoklip om dykning!

Når babyer svømmer under vandet har de i reglen åben mund og øjne. Ganske små babyer stikker tungen frem med lukket mund og åbne øjne. Øjnene lukkes først ved brydning af vandoverfladen. Vores mål med øvelser i dykning er, at barnet skal lære, hvad der sker i en situation, hvor de ved et tilfælde får hovedet og kroppen under vand. At gøre det kendt og naturligt for barnet.

Det er forældrenes afgørelse, hvornår eller om deres barn skal lære dykning. Ingen af vore instruktører ønsker at presse nogen til at gå imod forældrenes instinkter, men vi vil gerne have lov til at orientere om mulighederne og vigtigheden af dykning som en del af lektionen med babysvømning. Det er netop en vigtig pointe ved babysvømningen at babyen ikke føler ubehag ved kortvarigt at få hovedet under vandet. Har barnet prøvet at få hovedet under "båret af en smilende forælder" vil det ikke gå i panik.
Vi bruger ikke korkbælter og svømmevinger i undervisningen.


INFANT SWIMMMING RESCOUSE

Du vil gøre dig selv en god tjeneste ved at trykke på dette link under babysvømning for at se hvad et 14 måneder gammelt barn overhovedet kan lære for at undgå drukning. Lære at flyde ovenpå vandet, hvor man udnytter vandets opdrift med lungerne fyldt med luft, og alle børn kan "hundesvømning" for at bevæge sig ind til kanten eller hen til en flydende fast genstand i vandet. Man lærer ligeledes barnet at skrige om hjælp! Metoden, som Internationalt er forkortet til ISR, er metoden til at lære små børn at redde sig selv fra at drukne, og har været anvendt mange år i USA og Canada, Det er undervisningsmetoder vi ikke alene vil fremme til babysvømning og gøre mere ud af, men også har skrevet ind i vores undervisningskoncept i svømmeskolen for børn til "Vandhunde", "Små begyndere" og "Begyndere." Til babysvømning vil gerne lære jeres baby disse undervisningsmetoder allerede ved ½ års alderen, men det er op til jer! Se dette filmklip med en 14 måneder gammel baby som har lært ISR.

START PÅ BABYSVØMNING:
Som en tommelfingerregel bør barnet have en vægt på 4 kg., og navlen skal være lægt. I Esbjerg kan barnet med fordel starte som 14 dage gammel, hvis barnet ellers er frisk, sund, og født til tiden.

Hos kuvøsebørn venter man de antal uger eller måneder barnet er født for tidligt. Barnet skal også have lidt sul på kroppen i form af underhudsfedt, for på den måde at kunne holde på varmen. Er man i tvivl, bør man tale med sin læge, inden man begynder til babysvømning.Det anbefales, at moderen venter med at gå i bassinet indtil blødningen er slut efter forløsningen, hvilket normalt sker efter 6-8 uger.

Husk ved første besøg til babysvømning at give besked til instruktørerne i vandet, så I får den nødvendige hjælp og undervisning fra start.Før du kan starte til babysvømning første gang, SKAL din tilmelding og betaling være gennemført senest 2 dage før svømmedagen, idet nye holdlister automatisk genereres til Svømmestadion Danmark 2 døgn før, ellers er der ikke udstedt adgangskort til babyen. Det samme er tilfældet med tilmelding til prøvebesøg.

ADGANGSKORT
Adgangskortet tilsendes fra Westswims kontor inden I skal afsted første gang. Kortet gælder hele den sæson I har tilmeldt jer. Kortet udstedes af Svømmestadion Danmark, og kan godt være påstemplet en længere gyldighedsperiode end udløb af tilmeldt sæson. Imidlertid lukkes samtlige kort, når en sæson er slut og ny tilmelding er påkrævet. Adgangskortet er personligt og kan inddrages af Svømmestadion ved misbrug.

BABYSVØMNING STIMULERER BARNETS UDVIKLING:

At gå til babysvømning er risikofrit for barnet. Det er tværtimod rigtigt sundt på mange måder, under forudsætning af, at babysvømning udøves under kyndig vejledning af vore babyinstruktører. Babysvømning motiverer familien på en pragtfuld måde, hvor alle er lige i vandet, og hvor vandets egenskaber stimulerer barnets udvikling. Barnet bliver strakt ud i vandet og kommer før end andre af med den krumme kropsholdning som babyen har haft i moderens mave i 9 måneder. De fleste børn får en langt bedre fysik før andre børn.

SUND IDRÆT FOR BABYER:
Babysvømning er en sund idræt for små børn under 3 år, når det foregår på barnets vilkår. Det er vigtigt, at man har det behageligt i vandet med en god legestund, og ikke tvinger barnet til at gøre noget, som det ikke vil. Af samme årsag har vi et væld af farvestrålende stimulerende legetøj. Da børn sutter og tygger på alt, er legetøjet fortrinsvis fremstillet i naturgummi uden giftige tilsætningsstoffer.

BABYFORÆLDRE VIL NOGET MED DERES BARN!:

Det er pragtfuldt som instruktør at overvære børn og forældre i vandet. Forældrene er fuldkommen opslugte af deres barn, der betragtes som verdens største vidunder, hvilket de naturligvis også er. Denne specielle kontakt med sit barn er kendetegnende for alle forældre, der giver sig tid til at snakke med deres barn, nynne og synge, og at have noget sundt og godt sammen. Det skal simpelthen opleves. Det er forældre, som virkelig vil noget med deres børn!

SPØRGSMÅL OM RISICI VED BABYSVØMNING Vores sikkerhed ved babysvømning er ekstrem høj, eftersom alle vore uddannede instruktører har gennemgået Dansk Svømmeunions kurser med relevant viden om babyer, herunder sygdomme og risici. Vore krav til babyinstruktørerne er også, at de hvert år gennemfører Dansk Røde Kors førstehjælp med vægten lagt på førstehjælp til mindre børn.

Vandtilvænnede børn har lært at håndtere vandet på en naturlig måde.

Vandforgiftning
Sker i reglen kun, hvis barnet har været flere timer i vandet, eller med børn der lider af hormonforstyrrelse. I Danmark stiller sundhedsmyndighederne meget skrappe krav til dosering af klor i vandet, så af den grund kendes fænomenet faktisk ikke. Det et noget man hører om fra feriestederne i udlandet, hvor renligheden ikke tages så højtideligt.

Mit barn drikker af vandet
Nej, det har ingen større betydning. Klorvand er ikke giftigt, fordi barnet smager på vandet. Det smager ikke godt, og det afholder børn fra at drikke! Doseringen med klor i Svømmestadion Danmark er så lavt, at det er uden betydning. Den bedste medicin mod let diarré er ellers modermælk, siet havresuppe, kogt vand, æblejuice, tvebakker og revne æbler.

LIDT OM SYGDOMME FOR BABYER

I sjældne tilfælde kan børn og voksne reagere mod den klor, der findes i vandet til rensning af badeanlæggene. Hvis man har sart hud, kan det forværres med udtørring efter badning i klorvand. Det kan man kompensere for ved regelmæssigt at smøre barnet med fed creme uden parfume. Dog aldrig lige inden man går i vandet, hvor man skal være renvasket, og hvor det er forbudt at forurene vandet. Vi ønsker jo alle en god badevandskvalitet. Man kan ikke sige generelt, at alle med eksem skal holde sig fra klorvand. Nogle kan tåle det. Andre kan ikke. Man må prøve sig frem.

Infektioner
Klor, brom, ozon, eller UV-lys, bruges i bassinet til desinfektion af badevandet og dræber de bakterier, vi efterlader os. Alle mennesker har bakterier på kroppen, selv når man lige har vasket sig. Bakterierne formerer sig meget hurtigt, når de trives ved kropstemperaturen på 37 grader. Er det 8 timer siden man sidst har været i bad, forurener man badevandet 250 gange så meget, som hvis man er grundig afvasket. Derfor er det i alles interesse at hjælpe med at holde vandkvaliteten i top.

Åbne sår
Åbne sår i huden og navle skal være lægt, så man undgår betændelse eller udsættes for infektion. Ved babysvømning kræver vi specielle babybadebukser, der skal forhindre afføring i at komme ud i bassinet. Imidlertid er det kun en sikkerhedsforanstaltning, for vores erfaring er i virkeligheden ved måling af vandets kvalitet, at børns afføring og urin går i stå, mens de er optaget af at bade. Urin derimod indeholder som regel ikke bakterier. Det er kun urin fra personer med urinvejsinfektioner, der er inficeret med bakterier. Derfor må disse børn aldrig bade ved offentlig svømning. Smitsomme sygdomme trives ikke i klorvand.

Forkølelse
Almen utilpashed, tilstopning af næsen og næsen løber. Det er almindeligt, at barnet begynder at hoste, nyse og klage over ondt i halsen. Hos børn giver forkølelse ofte let feber, og hos små børn kan temperaturen stige helt op til 40ºC. Forkølelse er meget smitsom, og smitten er størst, lige inden sygdommen bryder ud og de første par dage herefter. Der er derfor ingen grund til at isolere barnet, når det er forkølet. Barnet bør dog være hjemme, indtil feberen er væk. Den automatiske dykkerefleks er svækket.

For tidligt fødte
Præmatur betyder egentlig bare at barnet er født "før det er modent". Det er et meget godt begreb - for det signalerer, at det drejer sig om et barn med særlige behov for understøttende behandling. Traditionelt siger man, at et barn er født præmaturt, hvis det er født før 37. graviditetsuge. Start på babysvømning må regnes fra den dato barnet var beregnet til at ville være født plus nogle uger. For tidligt fødte børn har imidlertid en tendens til mellemørebetændelse. Barnet skal helst veje fire kilo og være frisk. Hvis barnet ellers udvikles som det skal, ser vi ikke noget til hindring for, at disse børn går til babysvømning. Lægens afgørelse er dog altid gældende.

"Av mit øre

Der er delte meninger blandt Øre-Næse-Hals-lægerne om børn med dræn i øret kan gå til babysvømning. Forældre til ørebørn skal altid lytte til lægens råd, da vi helt vil afholde os fra at tage stilling til dette spørgsmål. Nogle ørelæger mener det ene og andre noget andet. Børn med mellemørebetændelse er en af de hyppigste sygdomme blandt småbørn.Under alle omstændigheder et det stadig et godt råd efter babysvømning at give sit barn en lun hue på, inden man forlader det varme terapirum til overgangen med kulde udenfor.

3 ÅR - OG HVAD SÅ MED SVØMNING:

Det vil være en kæmpegevinst for jeres barn at fortsætte med svømning, når de som 3-årige ikke længere kan gå til babysvømning. Til babysvømning er børnene blevet vant til vand, og at få vand over hovedet, og så er det let at lære børnene at svømme i næste akt, fremfor at bruge et år på tilvænningshold. I West Swim Esbjerg anbefaler vi at fortsætte på vore populære hold med "Vandhunde," som afvikles på Fourfeldskolen. Det er også sammen med en forældre i vandet sammen med jeres barn, hvilket I kan læse mere om ved at trykke på guiden i "Svømmeskolen."




Bliv automatisk opdateret, hvis der er noget nyt.

Opstartstur til Assenbæk Mølle for ESE 1 + 2, WES 1 og STE 1
31.08.2010 11:28

Christiansborg Rundt
29.08.2010 16:16

Suveræne i åbent vand her i 2010
23.08.2010 10:43

VM guld igen til Karina og flot åbent vand debut af Kasper og Mikkel
23.08.2010 10:41

Karina Lauridsen verdensmester
20.08.2010 09:51